Whisky fra de indiske troper
Indien har i mange, mange år haft en helt massiv produktion af whisky – men indtil for nyligt har det næsten udelukkende været i form af blended whisky, som hovedsageligt er blevet solgt indenfor landets grænser. Over de seneste år er inderne dog i sandhed begyndt at træde frem på den internationale scene med en række Single Malts af høj kvalitet.
Paul John Single Malt
Paul John Single Malt er et af disse nye, indiske single malt-brands. Det tropiske klima, man finder i Goa-regionen, har en massiv indflydelse på whiskyens modningsproces – kort sagt bliver den fremskyndet gevaldigt!
Derudover viser brandets udgivelser også den karakteristiske indiske villighed til at eksperimentere, og der leges både med grader af tørverøg og valg af fade – Den første ses eksempelvis i forskellen på ”Hint of Peat” og ”Peated” udgivelserne, der har forskellige grader af røg, og den anden i forskellen mellem ”Olorosso” og ”PX” udgivelserne, der er lagret på forskellige typer af sherryfade.